Vi lever i en hurtig verden, hvor vores kroppe og følelser ikke altid kan følge med. Mange oplever at blive overvældet og blive slået ud af kurs. I mine forløb er det mit mål at du får en større kontakt til dig selv, og derved en større forståelse for din krop, følelser og sind, så du kan leve i større balance.

Som terapeut har jeg et holistisk syn på mennesket og kombinerer mine uddannelser indenfor Psykoterapi, Mindfulness, Nervesystemsterapi, Familierådgivning, Kunst og Dans.
I samtaleterapien sørger jeg for at skabe et trygt rum, hvor vi sammen kan reflektere over dine omstændigheder, tanker, følelser og handlinger - for på den måde give dig større indsigt i dig selv, dine mønstre og dine relationer. I kropsterapien tager jeg udgangspunkt i bindevævsmassage og afspænding af nervesystemet. På mine retreats har jeg fokus på det hele menneske.

Jeg tror på alles mennesker iboende kraft til vækst og udvikling. Ligesom naturen. Det eneste der kræves er de rette betingelser for vækst.

Nedenfor kan du læse mere om de forskellige behandlinger og terapiformer jeg tilbyder:

  • Nervesystems-massage
    Kroppen er ofte en overset faktor i den moderne verden men en vigtig genvej til at genfinde glæde og ro i sit liv og til at leve mere frit ud fra sit autentiske selv.
    Nervesystemet varetager livsvigtige funktioner i vores krop og sørger for vores indre balance og velvære. Det er fundamentet for vores trivsel, men kan nemt komme ud af balance.
    Stress, depression og overvældelse er bl.a. symptomer på ubalance og spændinger i nervesystemet. I mine kropsbehandlinger arbejder jeg med at løsne op i nervesystemet ved at blødgøre det omkringliggende bindevæv og på den måde guide kroppen indefra til mere ro, livsglæde og nærvær.
    Blødgørelse af bindevævet løsner også op i nervesystemet og skaber indre ro og giver øget fleksibilitet til at imødekomme og rumme udfordringer.

  • Mindfulness
    Mindfulness (MBSR) er en meditationsmåde, som ved kontinuerlig praksis kan forbedre helbred og livskvalitet, herunder reducere stress, angst og depression hos syge og raske personer. I min Mindfulness-praksis arbejder jeg med dit åndedræt og din opmærksomhed, og træner dig i at være fuldt tilstede i nuet. Jeg arbejder med din vanetænkning og reaktionsmønstre og lærer dig at forholde dig til de tanker og følelser, der dukker op med en kærlig og accepterende opmærksomhed. Mange øvelser foregår stillesiddende, men der vil også indgå simple yoga-øvelser og mindfulde gåture. Det er muligt at booke både individuelle Mindfulness-forløb og gruppeforløb. Et fuldt Mindfulnessforløb varer 8 uger med 2 timers undervisning pr session. 

  • Samtaleterapi
    Står du et sted i livet, som er problematisk? Eller mærker du et behov for ændringer eller afklaring i dit liv? Og måske et behov for at forstå dig selv og dine mønstre bedre? Så kan det være givende at åbne op for et individuelt samtaleforløb. Livet sætter spor i vores kroppe og sind. I særdeleshed måden du er blevet mødt på som barn og ung, har en afgørende betydning for din evne til at indgå i relation til livet, dig selv og andre. Er du blevet mødt kærligt og omsorgsfuldt eller er du blevet mødt med skæld ud, nedgørende bemærkninger eller svigt? Det er mit ønske at skabe et trygt og nærværende rum, hvor du kan være dig selv eller få hjælp til at lære at være dig selv og finde frem til hvad du virkelig ønsker i dit liv. 

  • Familerådgivning
    Oplever du problemer som mistrivsel, gentagne konflikter, skilsmisse, sygdom osv. i familien? Så kan familie-rådgivning have en gavnlig effekt. Måden vi er sammen på som familie er afgørende for det enkelte familiemedlems trivsel og udvikling. Jeg arbejder derfor i min rådgivning med de indbyrdes relationer mellem familiemedlemmerne og rådgiver i forhold til familiens interne dynamikker og kommunikation, adfærd og mønstre. 
    Mit udgangspunkt er, at jeg tror på, vi alle gør det bedste, vi kan for at finde hver vores vej i livet – voksne såvel som børn. Negative følelser og adfærd er ofte reaktioner på smerte og længsler efter kontakt og samhørighed. Der er altid en mening bag vores adfærd og den mening vil jeg gerne hjælpe med at finde frem til. 

  • Kunst, intuition og skaberkraft
    Jeg tror på alle har en iboende kraft til at skabe og udtrykke sig, men at kraften nogle gange kan være undertrykt eller blokeret. I sådanne tilfælde kan det være en god idé at få hjælp til at komme igang. At begynde at skabe indefra og ud vil bringe glæde, energi og flow til dit liv.
    Jeg har stor erfaring i at undervise i tegning, maleri, keramik og dans, og i selv at skabe indefra. Jeg holder løbende kurser, både korte og længere forløb og underviser både individuelt og i grupper. 

Hvis du har spørgsmål eller ønsker at booke en session, er du velkommen til at skrive til mig via kontaktformularen eller ringe på : +45 52713727.
MUTE studio - Art & Soul space samarbejder desuden med andre dygtige terapeuter, som også tilbyder behandlinger og diverse sessioner i studiet.

Det indre og det ydre hænger sammen

Når du åbner op inden i dig selv, åbner du også op for verden uden for dig.